Informations Drømmefestival: Erindringskunstneren Frank Ocean leverede en motoriseret, nostalgisk mesterkoncert

Frank Ocean er blevet en formidabel erindringskunstner, der på Informations Drømmefestival tog os ind i sin historik og psyke helt uden at svælge i følelser. Med hans kvadrofoniske lydanlæg og en række dyttende og lysende biler var der også udtalte forbindelser til hans fortid

Af Ralf Christensen – Bragt i Dagbladet Information 22. juli 2020 – Del af serien Informations Drømmefestival – Vinder af International Music Journalism Award 2020 i Hamburg, Tyskland.

Her i hovedstaden er der nogle magiske minutter, lige inden gadelygterne tændes, hvor dagslysets former opløses omkring os. En vægtløs tilstand, hvor fornuftens skarpe lys slipper os, og fortidens spøgelser kan komme på besøg. Fortiden bløder ind i denne nutid, og det passer i erindringskunstneren Frank Oceans kram.

Vi står på den ekspansive plæne i Frederiksberg Have med udsigt til Hærens Officersskole. Solen er ved at slippe taget i det grønne. I de sortnede træer omkring os hænger højtalere. Vi er omringede af lyd. I det falmende lys sanser vi musikken stadig stærkere.

Her på scenen på Informations Drømmefestival, hvor kritikernes hedeste koncertdrømme bliver til virkelighed gennem deres skriverier, har denne 32-årige amerikanske sanger, sangskriver og producer timet sit show til tusmørket.

Han er i gang med sangen »Nights«, der er opdelt i dag og nat. Først en del med skarpt glasklingende lyde, der mimer det nådesløse sollys. Og så en blød, dæmpet nattedel præget af groundingen, fordybelsen, rusen.

Solen er akkurat gået ned, og da vi glider ind i mørket, vender nummeret på en tallerken. Nu er vi i den velourbløde synthesizernat. Og Ocean går til bekendelse.

»Your apartment out in Houston’s where I waited
Stayin’ with you when I didn’t have a address
Fuckin’ on you when I didn’t own a mattress
Workin’ on a way to make it outta Texas, every night.«

Det er et minde fra dengang, tingene var noget mere bøvlede for Frank Ocean. Hans hjemby New Orleans var blevet oversvømmet, og som så mange andre ofre for orkanen Katrina var han blevet genhuset i Houston.

Men mindet står også som starten på noget bedre, starten på hans karriere.

Giftslangen i oversvømmelsen

Frank Ocean blev født 28. oktober 1987 i Long Beach, Californien, og blev døbt Christopher Edwin Cooksey. Da han var fem, flyttede familien til New Orleans. Faren forlod familien, da han var seks, og han har ikke set ham siden. Der blev skiftet efternavn tilbage til moderens efternavn Breaux, og Christopher Breaux voksede så op med sin mor Katonya og morfar Lionel – også kaldet Lonny – som sine forældre.

Der var ikke mange penge i familien. Når strømmen eller vandet var lukket hos fætrene, boede de hos Christopher og hans mor. Han oplevede den første oversvømmelse i New Orleans, da han var seks år. Cirka en meter vand i nabolaget, og Christopher og hans fætter sprang i. Så kom en nabo i sin sumpkutter, fangede en giftig søslange og skar hovedet af den. Det var sidste gang, Christopher svømmede i oversvømmelsesvand.

Han blev opfostret i den kristne tro. Da han var 13 år, var han en kort tid katolik og gik i en anden kirke end sin mor. Christopher sang aldrig i kirken, og han hentede heller ikke sin inspiration der.

Han var en stille dreng, »Jeg var uden for, altid,« fortalte han i W Magazine i 2019. Han læste, og han lyttede.

Inspirationen til musikken kom fra barerne, hvor han absorberede byens rige musiktradition, ikke kun jazzen, men også den lokale hiphopvariant bounce. Allerede som 12-årig bookede han sin første tid i et indspilningsstudie.

I skolen solgte han – ifølge eget udsagn i webzinet Oyster i 2013 – kokain og crack. Og han var opsætsig, han blev smidt ud af klassen eller hjem fra skole »hvert femte minut, føltes det som«, har han sagt i W Magazine.

Sandwichkunstner og sangskriver

Teenageren Christopher slappede først af, da han fandt ud af, at han ville være musiker. Efter high school begyndte han i 2005 – på sin mors foranledning – at studere engelsk på University of New Orleans. Så spillede naturkræfterne ind. Den 29. august om morgenen blev New Orleans ramt af orkanen Katrina.

Kort efter genhusningen i Houston tilbød en ven ham billige timer i et studie i Los Angeles. Han takkede ja og ernærede sig først som forsikringsmand og »sandwichkunstner« – som han ironisk kalder det – hos Subway og Fatburger. Men snart tjente han mere end godt på at skrive sange til folk som Justin Bieber og John Legend.

Alligevel var han ikke glad for sit liv, han ville være sin egen. Så da han i 2009 fik fat på Tyler, The Creator, der ledte det vilde hiphopkollektiv Odd Future Wolf Gang Kill Them All, senere bare Odd Future, greb han omgående chancen.

»Det var en virkelig mørk tid i mit liv, da jeg mødte dem. Jeg ledte bare efter en benådning,« sagde han i magasinet GQ i december 2012.

Den frygtløse gør det selv-tilgang hos Odd Future inspirerede ham, og han skiftede navn til Frank Ocean.

Skreg ad sin skaber

Nostalgia, ULTRA. fra 2011 hed hans debutmixtape meget passende. Fra første færd var han en erindringskunstner.

»My granddaddy was a player, pretty boy in a pair of gators / See I met him later on, think it was 1991 / The only dad I’d ever known,« synger han på »There Will Be Tears« om Lionel ’Lonny’ Breaux Senior. Morfaren kæmpede med både heroin, crack og alkohol, og en del af  barndommen gik med at gå til møder med morfaren i både Alcoholics Anonymous og Narcotics Anonymous, hvor morfar var mentor. En historie, han også senere besøger på sangen »Crack Rock«.

Den er fra Channel Orange, Oceans debutalbum, der fik en bemærkelsesværdig optakt. Seks dage før udgivelsen 10. juli 2012 postede Ocean på Tumblr sin fortælling om fem år tidligere at have mødt en mand, som han forelskede sig i. De var begge 19, og det var hans første forelskelse. Men den anden gengældte ikke hans følelser.

»Jeg har skreget ad min skaber. Skreget mod skyerne i himlen. For at få en forklaring. Nåde måske,« skrev han på Tumblr.

Det er Frank Oceans coming out-brev til offentligheden, et modigt skridt i en afroamerikansk musikkultur, hvor der er en ringe tolerance over for homoseksualitet.

»Den aften jeg postede det, græd jeg som et fucking barn,« fortalte han et halvt år senere i GQ.

Bilerne lyser op og synger med

På scenen er Frank Ocean en godmodigt genert fyr, ikke en showmand. Han er gået på scenen denne aften i Frederiksberg Have helt uden nogen form for ceremoni. Hvis ikke man genkendte ham, kunne man tro, at en roadie lige smuttede på scenen for at være sikker på, at mikrofonen var tændt. Men det er det ikke, og det er den.

»Good evening, good to see y’all,« siger han.

På plænen foran scenen holder en række skramlede biler, som folk kravler op på og gennes ned fra igen. Det er ikke tilfældige biler for sangeren. Denne anmelder får øje på den orange BMW E30 M3 fra coveret til Nostalgia, ULTRA. – dengang Oceans drømmebil, nu har han råd til at køre i Tesla og Bugatti.

Jeg spotter også en Acura Legend, som han nævner i sangen »Nights«. Der er også en firedørs Lexus, som kun hans gamle venner, ikke hans nye, celebre venner, kan huske på »Futura Free«. Der er en Nissan Maxima, som han har fortalt, at han kørte fra Houston til Los Angeles i. Samme bil, hvori han fortalte sin jævnaldrende elskede om sin forelskelse.

Der er også den statelige sorte Lincoln, som han kører mod havet i på »Swim Good«.

Og endelig ser jeg den store BMW X6, som han lige om lidt her i Frederiksberg Have synger om i kærlighedsnedbruddet »Ivy«. 

»We’d drive to Syd’s, had the X6 back then, back then
No matter what I did, my waves wouldn’t dip back then
Everything sucked back then, we were friends,« synger han.

Hen imod slutningen af sangen lyser bilerne på plænen op, et orange lys vælter ud af kabiner og lygter. De elektriske ruder ruller ned og et helium-korarrangement vælter ud af bilerne »I’ve been dreaming of you! Dreaming!« skriger musestemmerne.

Så slukker bilerne igen, og ruderne ruller op.

Al den geniale lir

Kvadrofoniteknologiens fire kanalers separate lyd, i stedet for stereoens to kanaler, indhegner os lydligt. Fra scenehøjtalernes to kanaler kommer lyden af Oceans tørre stemme og hans stramt spillende band. De to andre kanaler spilles fra højtalere i træerne. Herfra kommer korarrangementerne, de mærkelige lyde, de panoramiske synthesizere – al den geniale lir, der er med til at gøre Ocean unik.

Efter åbningen med »Ivy« følger »Swim Good«, hvor hovedpersonen vil køre i havet i sin Lincoln.

»I’ma try to swim from somethin’ bigger than me.«

Lincoln-bilen i Frederiksberg Have bliver hævet i vejret af en kran. Et grønligt lys vælter fra den, og langsomt bliver bilen fyldt med vand. Følelserne er ikke noget, man kan svømme væk fra, de svømmer tværtimod i én selv. Tricket er at kunne rumme dem. Som det sker i den store sorte bil med havvand, der snart spaltes i diamantnuancer af kraftige hvide spotlys på kryds og tværs gennem bilen. Erindringen er et prisme, vi ser fortiden igennem. En blanding af forvrængning og klarsyn.

Viger pladsen for os

At følelser skal rummes og ikke må få lov at dominere er også en erkendelse, Ocean er kommet til. I forbindelse med sin seneste plade Blonde fra 2016 har han talt om, at hans sange ikke skal rumme én følelse. At de altså skal være mere åbne. Og med sin stemme er han begyndt at dyrke en stadigt mere følelsesneutral fraseringskunst, således at hans sangstemme ikke længere dikterer humøret i sangen.

Det er tydeligt at høre, hvis man sammenligner den langt mere soulede emotionalitet på Channel Orange med Blondes generelt mere tilbageholdende neutralitet fire år senere. Her er ingen svulstig vokal fra hans side. Han skal ikke overbevise os om noget.

Således også ved koncerten i Frederiksberg Have. Her er en plade, en kunstner, en koncert, der anerkender et mere kompliceret og sammensat følelsesregister. Som når han synger på »Ivy«: 

»I could hate you now
It’s quite alright to hate me now
But we both know that deep down
The feeling still deep down is good.«

Jo nyere hans sange er, jo, mere har han forladt dem som sanger, jo mere holder han sig tilbage uden at krænge følelsesregisteret ud over lytterne. Og dermed viger han pladsen for os: Der bliver plads til vores egne følelser.

Aldrig et barn igen

Frank Ocean er blevet en erindringskunstner og en nostalgiens mester. Han kan tage os med til barndommens uskyld på et sekund. Men han formidler fra efter syndefaldet. Som når han synger den dundrende rene erkendelse i falset:

»We’ll never be those kids again.«

Publikum istemmer lige på dé ord. Det lyder, som om de har klumper i halsene.

I »Ivy« beskriver han paradokset i samlebåndssex:

»We’re not in love
But I’ll make love to you.«

Og i en anden ulykkelig kærlighedssang »Rushes« dukker der pludselig et brudstykke fra et skænderi op »Tell me what you need from me? Gas money?«

»Rushes« er netop det sidste nummer i hovedsættet. Han indgår i ufattelige vokalharmonier med sig selv, og da han når det rygradsrislende klimaks, istemmer bilhornene i et væld af toner. De er blevet stemt, så de indgår i en perfekt harmoni med Frank Ocean. Han slutter fred med al den fortid, som bilerne repræsenterer.

Efter klimaks ebber nummeret ud, hornene båtter blidt i selskab med hans stemme. Så tager mørket os.

Trusler fra ordensmagten

Luften er varm og fugtig. Vi får lov at hyle i kor, i knæ i det følelseshav, han uden at hidse sig op har pisket til skum.

Bilerne lyser op igen, men denne gang er det med blå og røde politiblink monteret inde i kabinerne. Ikke længere fartøjer for erindring, men trusler fra ordensmagten.

Ocean har tidligere været politisk, men det er ikke et kendemærke. Men 6. november 2018 udlovede han på sin radiokanal Blonded Radio gratis merchandise til alle, der kunne bevise, at de havde stemt ved midtvejsvalgene i Houston, Atlanta, Miami og Dallas.

Og han slutter politisk denne aften med »Nikes«, der gemmer på en langsom vrede.

Her nævnes oprindeligt et andet politioffer, Trayvon Martin. »RIP Trayvon, that n**** look just like me«. Men i Frederiksberg Have synger Ocean »RIP George Floyd, that n**** look just like me«. Der går et sug gennem mængden.

Og igen vælger han ikke at stopfodre os med mening eller følelse. Holder igen. Også på gigantskærmen, hvor han kunne have vist klip fra Black Lives Matter-demonstrationer. I stedet viser han os et hav i oprør.

Frank Ocean – Informations Drømmefestival.

Kilder: newyorktimes.com, frankocean.tumblr.com, centralsauce.com, waxpoetics.com, GQ.com, downinthep.it, oystermag.com, wmagazine.com